De prinses op de ert
A Folkspraak/Nordien translation of a tale by H.C. Anderson
Translated by Peter Kleiweg
 
 
Notes by Translator:
 
I did my first try on Folkspraak. Well, actually, it is mostly
Nordien (which I haven't used before either), with some minor
changes, and some vocabulary I added. I started from Nordien,
because the grammar seems more clearly defined at the moment,
and I had a vocabulary available. I would like to hear how much
this text differs from true Folkspraak.
 
Changes made from Nordien grammar:
  eren -> weesen (to be)
  zir -> zin (her)
  paste tense and past participle -te -> -de after voiced
      consonant or vocal
 
NOTE: Original Danish text (Italicized) follows Folkspraak text in 
bold typeface.
 
De prinses op de ert
Prinsessen på ærten
 
H. C. Andersen
 
Der weeste enmal en prins. Han vilde haven en prinses, men zi skul
weesen en war prinses. So han reeste over hela veld til finden so
en, men alvar weeste anting fel. Der weeste nog prinsesar, men ob
dee weeste war prinsesar, kande han neet vorden klar om; altid
weeste anting va neet stimde. So han komde hem ent weeste so
bedruft, vel han vilde so gerne haven en verkel prinses.
 
    Der var engang en prins. Han ville have sig en prinsesse,
    men det skulle være en rigtig prinsesse. Så rejste han hele
    verden rundt for at finde sådan en, men alle vegne var der
    noget i vejen. Prinsesser var der nok af, men om det var
    rigtige prinsesser, kunne han ikke ganske komme efter; altid
    var der noget, som ikke var så rigtigt. Så kom han da hjem
    igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en
    virkelig prinsesse.
 
En evend weeste het et frektit veer. Het likte ent tondde, de
regen vaskte neder, het weeste veri terur! Dan het klopte op de
stadsport, ent de aldig kong gode til unslosen.
 
    En aften blev det da et frygteligt vejr. Det lynede og
    tordnede, regen skyllede ned, det var ganske
    forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle
    konge gik hen at lukke op.
 
Het veeste en prinses, ver stejde utan. Men God, hur zi utsegde
van de regen ent de sleg veer! De vater lopte neder van zin har
ent zin kladar, ent het lopte i til nas av de sko ent ut van hil
av de sko, ent so zi sagde zi weeste en verkel prinses.
 
    Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men Gud, hvor hun så
    ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned ad hendes hår
    og hendes klæder, og det løb ind ad næsen på skoen og ud ad
    hælen, og så sagte hun, at hun var en virkelig prinsesse.
 
"Ja, vi skal da seker utfinden!" denkte de aldig kongin, men zi
sagde niting, gode i til de slafsrom, tegde ala dekenar av ent
sette en ert op de botem av de bed, dan tegde zi tvoten
matrasar, sette dem ovan op de ert ent dan vider tvoten
ejsfedersdekenar ovan op de matrasar.
 
    "Ja, det skal vi nok få at vide!" tænkte den gamle dronning,
    men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekammeret, tog alle
    sengeklæderne af og lagde en ært på bunden af sengen, derpå
    tog hun tyve madrasser, lagde dem oven på ærten og så endnu
    tyve edderdunsdyner oven på madrasserne.
 
Dar skul de prinses ligen i de nakt.
 
    Der skulle nu prinsessen ligge om natten.
 
Bej morn dee fragde zi, hur zi havde slafte.
 
    Om morgenen spurgte de hende, hvordan hun havde sovet.
 
"O, skreglig ond!" sagde de prinses, "eg have nast neet slutte
min ogar de hela nakt! God vete, va dar havde weeste i de bed?
Eg have ligde op anting hard, so eg weese brun ent blu op min
hela krop! Het weese veri skreglig!"
 
    "O, forskrækkelig slet!" sagde prinsessen, "jeg har næsten
    ikke lukket mine øjne den hele nat! Gud ved, hvad der har
    været i sengen? Jeg har ligget på noget hårdt, så jeg er
    ganske brun og blå over min hele krop! Det er ganske
    forskrækkeligt!"
 
So dee kande segen, zi weeste en var prinses, vel zi durg twoten
matrasar ent de twoten ejsfedersdekenar havde folte de ert. So
folsam niman kande weesen uter en var prinses.
 
    Så kunne de se, at det var en rigtig prinsesse, da hun
    gennem de tyve madrasser og de tyve edderdunsdyner havde
    mærket ærten. Så ømskindet kunne der ingen være uden en
    virkelig prinsesse.
 
Dan de prins tegde zi som vif, vel han vette nun, han havde en
var prinses, ent de ert komde op Kunstrum, var man stil kane
segen het, uterals niman havde tegde het.
 
    Prinsen tog hende da til kone, for nu vidste han, at han
    havde en rigtig prinsesse, og ærten kom på Kunstkammeret,
    hvor den endnu er at se, dersom ingen har taget den.
 
Seg, da weeste en var geskit.
 
    Se, det var en rigtig historie.

 

1